Sakser inn Marketwire, som rapporterer fra NVO sin gen.fors:
"Novo Nordisks ærkerival Eli Lilly har stor succes på fedmemarkedet og fører sig efterhånden mere og mere selvsikkert frem med senest en melding om, at det har planer om at slå Novo på egen hjemmebane i Danmark.
Budskabet er ikke gået ubemærket hen hos Dansk Aktionærforening, der derfor gerne vil høre Novo kommentere på udsigterne på den lidt længere bane samt den stigende skepsis i dagspressen, over for om Novos langsigtede indtjeningsevne vil komme under pres.
Det er jo ikke ukendt, at visse amerikanere kan have en tendens til at puste sig op, og skal man sige “bully’ie” os europæere. Men vi er nok mange, der gerne ser, at det ikke sker, lyder det fra Mikael Bak, administrerende direktør for Dansk Aktionærforening, under et indlæg på generalforsamlingen.
Han efterspørger også bud på, hvad der skal sikre Novos førerposition om fem til ti år.
CAGRISEMA BLIVER VIGTIGT PRODUKT
I den forbindelse understreger Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, at han har stor tro på potentialet for Novos portefølje af vægttabsmidler, herunder de, der er undervejs.
Det gælder også Cagrisema, som skuffede aktiemarkedet kort før jul, da det gav anledning til et vægttab på 22,7 pct. - og altså en smule mindre end de 25 pct., der ellers var stillet i udsigt af Novo.
Vi har brugt ret meget tid på at forsøge at forklare, at vi stadig mener, at der er et potentiale for at udvikle Cagrisema yderligere, siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Så vi mener, at Cagrisema får en stor fremtid. Det vil blive et vigtigt produkt for os, siger han.
HAR KONKURRERET I 100 ÅR
Han ryster heller ikke på hånden i forhold til Lilly.
Vi har hundrede års erfaring med at konkurrere med Lilly. Vi kommunikerer på forskellig vis, men jeg tror, vi vinder med vores produkter, og den måde vi eksekverer på i markedet, og den måde vi opbygger produktion. Vi har to tredjedele af verdensmarkedet for GLP-1, vi producerer mest og vi behandler flest patienter, fremhæver Lars Fruergaard Jørgensen.
Han har samtidig stor tillid til Novos pipeline af kommende lægemidler inden for svær overvægt. Den tæller ud over Cagrisema også Amycretin, Semaglutid i pilleform og yderligere et par produkter med tre virkningsmekanismer.
Jeg er meget sikker på min vurdering af, at vi har den bredeste og dybeste pipeline, siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Han understreger desuden, at markedet på mange måder er i sin vorden.
Det estimeres at mere end 1 mia. mennesker lever med svær overvægt. Alene i USA er det flere end 100 mio., i Kina er det tættere på 200 mio. og i dag serviceres kun få millioner af dem, siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Han mener derfor, at potentialet tydeligvis er kæmpestort, men peger også på, at det vil kræve en portefølje af flere forskellige produkter at behandle de forskellige patientbehov."